Du har måske prøvet det: Du har smidt 100 kroner på 1-tallet i Premier League-kampen Manchester City-Chelsea, og du rammer den lige i r*****. Men da du logger på for at tjekke din gevinst, opdager du, at du ved en fejl er kommet til at spille på X’et. Lyder det genkendeligt, så bare rolig, for det bliver for alvor dumt, vildt og skørt, når vi gennemgår de største betting fejl, der nogensinde er begået. Herefter vil vi udforske nogle episke fejltrin hos udbydere som Mr Green og ComeOn, hvor selv de mest snu væddemålsspillere har fundet sig fanget i nettet af de mest utrolige væddemålsfiaskoer.
Da de Tyson-troende fik på tæven
I 1990 var det svært for mange at forestille sig Mike Tyson tabe i bokseringen. Den kontroversielle unge bokser var et skræmmende fænomen, som mange spåede kunne blive den største nogensinde. Så da den ubesejrede Tyson (37-0) i 1990 skulle møde den upåagtede Buster Douglas om sværvægts titlen, gik væddemålene én vej i Vegas.
En berømt bookmaker, Jimmy Vaccaro, gav først odds odds 1,04 på Tyson. Det fik én spiller til at satse omkring 320.000 kroner i håb om at vinde cirka 12.000 kroner. Vaccaro sænkede derpå oddsene til omkring 1,035, hvilket stadig var nok til at trække kunder i butikken.
En anden stakkel satsede således omkring 560.000 kroner med udsigt til at vinde omkring 18.000 dask. Det kommer næppe som den store overraskelse, hvad der skete. Tyson led et choknederlag, som sidenhen er blevet kaldt for en af boksehistoriens største chok.
Det kan lyde som bagklogskabens klare lys, der skinner igennem. Men faktum er, at det i udgangspunktet er ekstremt sjældent, det kan betale sig at spille til mikroskopiske odds som 1,04. Dette var altså ikke et af de sjældne tilfælde.
Og for de enkelte modige, som spilleren, der vandt 220.000 kroner ved at satse 6.000 kroner på Buster Douglas, var det formentlig en af boksehistoriens lykkeligste aftener.
Da Vegas Dave blev knockoutet for $1 million
Lad det være sagt med det samme – Vegas Dave, hvis dåbsnavn er David Oancea, er i dag en lettere kontroversiel type med adskillige anklager om snyd imod sig. Det dykker vi ikke ned i her.
I stedet skal vi nogle år tilbage i tiden, nærmere bestemt til 2016. Vegas Dave har et ry for at kaste sig ud i vovede, store og ofte succesfulde væddemål. Og altså for at stå for en af de største betting fejl i nyere tid.
Da der var MMA-kamp om bæltet i bantamvægt hos kvinderne, satsede den som sædvanligt storskrydende Vegas Dave $1 million på Miesha ‘Cupcake’ Tate. Tidligere samme år havde Vegas Dave satset $77.000 på, at Miesha ‘Cupcake’ Tate ville slå en anden MMA-kæmper, Holly Holm, og vundet.
Nu forsøgte han sig altså endnu engang, men denne gang med en 13 x så stor indsats. Miesha ‘Cupcake’ Tate blev anset for at være en ret stor underdog, men Dave var overbevist om, at han endnu engang havde set rigtigt.
Det havde han ikke. Tate fik sig en gedigen røvfuld og led blandt andet et grimt næsebrud, inden hun 3 minutter og 16 sekunder inde i første runde måtte tappe ud, efter Nunes havde fået hende i et chokehold. Så hurtigt kan man vifte farveller til 6 millioner dask.
Når raketten går op i røg
De fleste, der har spillet poker, har på et eller andet tidspunkt forsøgt sig med en raket. Når man laver en raket, starter man med et meget lille beløb og fortsætter så med at hæve indsatsen, til man enten rammer stjernerne, eller det hele eksploderer mellem hænder på én. Det sidste er det hyppigste udfald.
I 2013 forsøgte en britisk hobby-spiller, Steven Richards, sig med en hjemmelavet raket lavet af spillekuponer. Målet? Rugby-stjernehimlen.
Først satsede Richards £10 på en akkumulator-kupon bestående af 12 Rugbykampe. Væddemålet gik hjem, og med et svimlende odds på 3897 kunne Richards således se £38.970 eller omkring 400.000 kroner gå ind på kontoen, da samtlige forudsigelser gik hjem. En fantastisk bedrift, der kunne have betalt en lækker bil eller 800.000 stykker Jenka-tyggegummi.
Men Richards var hverken interesseret i biler eller Jenka. Så en uge senere satsede han stort set hele lortet på Wales til at slå Australien i håb om at forvandle de oprindelige £10 til £55.000. Du kan nok gætte dig til, hvordan det gik.
På Wales’ hjemmebane, Millennium Stadium i Cardiff, tabte de 26-30 til gæsterne, som de i øvrigt heller ikke havde slået i 5 år på daværende tidspunkt.
Som en lille ekstra bitter svensknøgle i motoren på Richards’ raket havde Wales endda scoret og bragt sig foran med 7-0 efter blot 70 sekunders spil. Mon ikke der gik noget tid, før han gav sig i kast med den næste raket.
For nu må han nøjes med en plads på podiet, når det gælder om at have begået den største betting fejl.
Vovehalsen der led det ultimative nederlag
Inden der var Houdini, havde verden for en kort bemærkning Matthew Webb. Den britiske vovehals, som var født i 1848, ernærede sig blandt andet som gambler og stuntman og tjente ofte til dagen og vejen ved at indgå risikable væddemål.
Webb var en dygtig svømmer og var eksempelvis den første til at svømme over den Engelske Kanal, ligesom han engang vandt et væddemål på £400 – svarende til rundt regnet en halv million kroner i dag – ved at svømme i 74 timer i træk.
Som så mange andre i sin samtid valgte Matthew Webb i 1881 at rykke teltpælene op og flytte til USA. Her fortsatte han sin levevej med at kaste sig ud i vovede væddemål. Men da pengene slap op, besluttede Webb sig for at gå efter den helt store gevinst i sit hidtil største vovestykke.
Han væddede mod en række personer, der i alt samlede $10.000, at han kunne svømme igennem Niagara Falls’ strømhvirvel. Og hvis du er en smule i tvivl om, hvor gennemført idiotisk, det er, så kan vi blandt andet afsløre, at man skal tilbagelægge en strækning på 518 meter, og at strømmene her når en fart på 48 km/t.
Anyway, den 24. juli 1883 sprang den selvsikre Webb i vandet… og dukkede selvfølgelig aldrig op igen. En større nulbon end at tage billetten kan man vel næppe trække. Af alle kandidater på listen, er dette trods alt med nogen afstand den største betting fail.
Det afrikanske kollaps
Kan du huske, vi talte om, at det sjældent kan betale sig at spille på noget, der giver skaldede odds 1,04? Det samme princip gælder i fire gange så høj grad, hvis du bliver tilbudt hånlige odds 1,01. Det lærte en britisk studerende – hvad er der med de briter? – da han pissede sin opsparing væk i håb om en hurtig (og forsvindende lille) gevinst.
Denne betting bommert fandt sted under African Nations Cup i 2010, hvor Angola og Mali tørnede sammen. Med omkring et kvarter tilbage af kampen førte Angola med hele 4-0, og den unge britiske studerende så sit snit til at score en hurtig rente.
Han spillede derfor hele sit studenterlån på £4.400 eller omkring 40.000 danske kroner på, at Angola ville hive den forventede sejr hjem.
I det 79. minut meldte den første sveddråbe sig formentlig, da Keita reducerede til 4-1. Men de næste knap 10 minutter må have dræbt enhver tvivl, da der ikke faldt flere scoringer. I det 88. minut var det imidlertid Kanoutés tur til at reducere. 4-2. I overtiden skete katastrofen så. I det 93. minut blev det til 4-3, og på et af kampens allersidste spark i det 94. minut blev comebacket fuldendt. 4-4.
For at gøre ondt værre havde den studerende regnet med, at et vundet væddemål ville have kastet £440 af sig. I virkeligheden ville han blot have vundet £44, eller hvad der svarer til omkring 400 kroner. Avs. For både det ekstremt ringe odds og den sjuskede hovedregning er det at regne blandt de største betting fejl nogensinde.
Her kan du se højdepunkter fra kampen, der uden tvivl var de 15 længste, mest smertefulde minutter i den stakkels gamblers liv.
Et brændt straffe til knap £1 million
Ret skal være ret. Denne historie er ret beset ikke en af de største betting fejl, for spilleren gjorde intet forkert. Alligevel er det så bittersød en fortælling, at den var for god til ikke at tage med.
52-årige Mick Dunning havde i 2006 spillet snoldede £2 på en akkumulator kupon med i alt 15 væddemål. 14 af dem var gået igennem og havde sikret Dunning en gevinst på £22.315, men hvis den sidste kamp gik hjem, ville der for alvor komme fut i fejemøget.
Her havde Dunning spillet på uafgjort mellem Blackpool og Port Vale. Gik dette væddemål hjem, ville Dunning vinde svimlende £933.027 eller knap 8,5 millioner kroner.
Blackpool førte 1-0, men med et kvarter igen blev Port Vale tildelt et straffe. Anfører Tony Dinning tog tilløb… og sparkede ved siden af målet.
Dinning blev efterfølgende gjort bekendt med historien og undskyldte til Dunning med ordene: “Han må have lyst til at flå mit hoved af. Jeg kan ikke undskylde nok.” Dunning tog det derimod som en perfekt gentleman.
Han udtrykte glæde ved at kunne betale lidt gæld af og tage på ferie og konkluderede derpå, at man ikke kan græde over at miste noget, man aldrig har haft. Hatten af for dig, Mick.
Da pokerhajen fik en på snuden
Johnny Moss er lidt af en legende i det amerikanske pokermiljø. Han levede fra 1907-1995, og var – på godt og ondt – en notorisk gambler af den gamle skole. Det var primært som pokerspiller, Moss ernærede sig, og sammen med en anden legende, Stu Ungar, er Moss den eneste, der har vundet WSOP Main Event, det uofficielle verdensmesterskab i poker, tre gange.
Moss’ række af røverhistorier er næsten lige så lang som hans 87-årige liv og omfatter væddemål på alt, man overhovedet kan forestille sig. Han har blandt andet fortalt, hvordan han den ene dag kunne give sin hustru $250.000 med besked om, at hun skulle gå ud og finde det lækreste hus til dem, hun kunne, blot for næste dag at måtte bede om pengene igen, for nu var de igen bankerot.
Alt efter temperament kan man så finde det enten underholdende eller pænt problematisk.
“Hvis man får tilbudt odds 15, tager man imod væddemålet”
En af de mange røverhistorier, Moss har underholdt med, fandt sted på en bar længe tilbage i tiden, hvor Moss’ største betting fejl førte til en solid endefuld. En ægte bar-brawler fortalte ud i rummet, at han havde deltaget i et utal af beskidte barslagsmål i løbet af sit liv. Og endnu aldrig tabt.
Han tilbød enhver, der ville prøve at blive den første, at vædde $1000 til odds 15-1. Moss, der af statur bedst kan beskrives som gennemsnitlig, takkede ja, og forsøgte sig straks med et sucker punch i håb om at gøre arbejdet hurtigt færdigt.
Sjovt nok var det ikke nok til at slå en mand ud, hvis kranium sikkert havde taget imod lige så mange test som en gennemsnitlig crash test dummy. Slagsbroderen gav Moss et så gedigent lag tæsk, at Moss endte på hospitalet.
Da en ven besøgte Moss og spurgte, hvorfor i alverden han havde gjort det mumlede den gennembankede Moss: “Man takker ikke nej til odds 15-1.”
Et års afholdelse varede ikke en uge
Pokerverdenen er for alvor et felt, hvor man kan finde mange skøre væddemål og, ja, nogle af de største betting fejl. En af de mere naive af dem stod poker legenden Antonio ‘The Magician’ Esfandiari for. Esfandiari havde fundet inspiration i en buddhistisk ven, der levede i komplet cølibat “for at blive oplyst”. Det fandt Esfandiari af en eller anden grund inspirerende.
Så under en diskussion med oliemagnaten Bill Perkins besluttede Esfandiari sig for at sætte $500.000 på højkant. Væddemålet? Esfandiari skulle gå et år uden nogen form for seksuel tilfredsstillelse, hverken sammen med andre eller ved egen hånd, så at sige.
Esfandiari havde tydeligvis forregnet sig noget så gevaldigt. For efter blot en uge måtte han gå til Perkins og bede om at kunne købe sig ud af væddemålet. Perkins indvilgede, og de to blev enige om en pris, Esfandiari kunne “nøjes” med.
Esfandiari har aldrig løftet sløret for, hvilket beløb de to blev enige om, men som han siden formulerede det: “Jeg vil ikke ud med det eksakte beløb, men det var et beløb, der gjorde ondt. Jeg betalte en heftig pris.” Sådan kan man også befri sig selv for nogle hundrede tusinde på en uges tid.
Det var vores gennemgang af de største betting fejl nogensinde begået. Vi håber, du er blevet underholdt og klædt på med et par gode røverhistorier fra den aldrig kedelige verden af væddemål.
Læs også vores artikel om de største danske sportsstjerner.
Læs mere om de relaterede emner: