De Mest Kontroversielle Fodboldspillere

Nogle var forhadte for deres svinestreger på banen. Andre var kontroversielle for deres adfærd uden for banen. Og nogle var både svin på og uden for banen. Se nogle af de største skandaler i fodboldens historie, når vi gennemgår de mest kontroversielle fodboldspillere nogensinde.

Luis Suárez

Skal man beskrive Luis Suárez kort, kan man sige, at han er en spiller med bid i. Det kan både PSV’s Otman Bakkal, Chelseas Branislav Ivanovic og Italiens Giorgio Chiellini således skrive under på.

Suárez har udover at være et kæmpe talent også altid haft et heftigt vinderinstinkt. Det har reddet mange sejre for klub og land. Bagsiden af medaljen er, at Suárez er en virkelig dårlig taber. Og en af måderne, det kommer til udtryk på, er altså ved gentagne gange at have forsøgt at tage en bid af en modspiller.

Udover at have efterladt tandmærker i en række modstandere, scorede Luis Suárez sig også en 8 spilledages karantæne, da han blev kendt skyldig i at være kommet med et racistisk udbrud mod Patrice Evra.

Når du læser om disse spændende og til tider hæsblæsende øjeblikke i fodboldhistorien, er det svært ikke at undre sig over oddsene for sådanne begivenheder. Platforme som ComeOn tilbyder en dynamisk væddemålsoplevelse til en bred vifte af sportsbegivenheder.

Luis Suarez
En af de mest kontroversielle fodboldspillere, Luis Suárez, i et velkendt øjeblik. Skrigende af dommeren. Foto: Олег Дубина, CC-SA 3.0

Da Ghana blev snydt for VM-avancementet

Men den nok mest kontroversielle hændelse, var da han tog bolden med hænderne for at redde et mål, da Uruguay mødte Ghana i VM-kvartfinalen 2010. I kampens 120. minut stod Suárez på målstregen, da bolden kom i hans retning mod netmaskerne. Han tog hænderne i brug og reddede bolden.

Men forseelsen blev fanget af dommeren, Suárez modtog rødt kort og Ghana fik et straffespark. Det brændte de imidlertid, og efterfølgende tabte de 4-2 efter straffesparkskonkurrence. Når hændelsen fik hele fodboldverdenen til at rase, var det ikke blot på grund af hans usportslige adfærd.

Det skyldtes i høj grad også, at han på skamløs vis jublede uden skyggen af anger, da Ghana brændte straffesparket, han begik. Meget kan man beskylde Suárez for, men PR har han aldrig gået op i.

Og nå ja, så var der mindre sager som da han rev Manchester Uniteds Rafael i håret, forsøgte at snyde med en italiensk sprogtest for at få en tilladelse til at skifte til Juventus og fejrede en scoring foran lokalrivalernes træner David Moyes. Og så har han rundt regnet filmet lige så meget i karrieren som Steven Spielberg.

For sine utallige møgsager er Suárez i den grad en af de mest kontroversielle fodboldspillere.

Pepe

For Real Madrid og Portugal fans er Pepe en legende. For alle andre er han ikke blot en af de mest kontroversielle fodboldspillere, men snarere kendt som et af de største svin, der har betrådt en fodboldbane.

Hvad enten det gælder benbrækker tacklinger, svinestreger eller regulære slagsmål har Pepe leveret det hele i en overflod. Faktisk er hans generalieblad så alenlangt, at vi bliver nødt til at smide en compilation eller to ind for at illustrere omfanget, og så ellers nøjes med at fremhæve et par enkelte episoder.

Der var dengang, han – i en venskabskamp – spyttede på en modstander. Som han i øvrigt efterfølgende blev beskyldt for at have svinet til med racistiske skældsord.

Men over alle hans svinestreger står stadig det veritable overfald på Getafes Francisco Casquero, hvor Pepe både nåede at sparke Casquero i ryggen flere gange, presse sit knæ i ryggen på ham og tage fat i nakken på ham, før han blev smidt ud. Den hændelse kostede ham i øvrigt 10 dages karantæne.

Og så har Pepe det til fælles med Suárez, at han trods sit ry som en hård hund – 119 gule kort og 7 røde kort i 456 kampe – aldrig ser sig for god til at filme. Og filme. Og filme. Og filme…

Man skulle tro, at han var blevet lidt bedre til noget, som han gør så tit. Men ak. Det er næsten en underdrivelse at kalde Pepe en af de mest kontroversielle fodboldspillere. Snarere bør man måske betegne ham som en af de mest forhadte fodboldspillere nogensinde. Ligesom den uforudsigelige natur af fodboldspillere som Pepe, bringer verden af online betting sin egen spænding. Hos bet25 kan entusiaster dykke ned i en række forskellige spil, der hver tilbyder en unik oplevelse.

Harald Schumacher

Og apropos mest forhadte fodboldspillere, så byder vi velkommen til tyske Harald Schumacher på listen over de mest kontroversielle fodboldspillere. I modsætning til de fleste på vores liste, var Schumacher ikke som sådan én, der var kendt for en række svinestreger.

Til gengæld var hans ene brøde ekstraordinært grim. I VM semifinalen 1982 fløj målmanden ud af sit mål og sprang ud mod franske Battiston, der var på vej til at afslutte en stor chance. Schumacher ramte Battiston lige i ansigtet med sit bækken, og Battiston blev slået bevidstløs, fik slået to tænder ud og brækkede tre ribben.

Hændelsen var i sig selv grim nok. Men det blev værre af, at Schumacher ikke blot fik lov at blive på banen, men at der blev dømt målspark. Vesttyskland vandt efterfølgende efter straffesparkskonkurrencen, og i en efterfølgende rundspørge i en fransk avis blev Schumacher stemt ind på førstepladsen som den mest forhadte mand i landet. Nummer to? Adolf Hitler.

Det må være nok til at komme i betragtning som en af de mest kontroversielle fodboldspillere i historien.

Joey Barton

Joey Barton er bestemt en af de mere kuriøse figurer på listen over de mest kontroversielle fodboldspillere. Måske fordi manden har humor, glemmer mange, hvor skudt i låget han også er.

Blandt dem, der ikke har glemt det, er den ungdomsspiller, som Joey Barton slukkede en cigar i øjet på under en julefrokost. Eller den tidligere holdkammerat i City, Richard Dunne, som Joey Barton bed til blods efter et skænderi. Tidligere holdkammerat Ousmane Dabo, der fik en ordentlig en på lampen, har næppe heller.

Den episode landede Barton en betinget voldsdom. Den blev så gjort ubetinget året efter, da han efter en julefrokost tævede et par tilfældige fremmede, hvoraf den ene var 16 år. I 2012 blev det til 12 spilledages karantæne for denne hændelse mod Manchester City. Og et par år efter blev det så til 18 måneders karantæne efter at være kendt skyldig i 35 tilfælde af illegal gambling.

Han har også tævet en 15-årig på en ferie, nikket en modspiller en skalle og, ja, 1000 andre ting, men undertegnede er ærligt talt ved at få karpal-tunnel-syndrom af at forsøge at ridse hans “bedrifter” op.

Men måske er han blevet klogere i dag, hvor han er blevet ældre og er gået trænervejen? Næh. Han nåede at komme op at toppes med sine spillere og sammenligne et nederlag med Holocaust, inden han blev fyret. Senest er han sigtet for at have overfaldet sin kone.

Joey Barton ligner ikke blot en af de mest kontroversielle fodboldspillere, men også en af de mest kontroversielle trænere, vi nogensinde får at se.

Sergio Ramos and Pepe
Ikke én, men to af de mest kontroversielle fodboldspillere, Pepe i baggrunden og Sergio Ramos forrest. Foto: Juan Fernández, CC-SA 2,0

Diego Maradona

Barton er en svær person at følge, og i Bartons lys virker Diego Maradona da også som den rene spejderdreng.

Alligevel kunne det da blive til lidt med Guds Hånd, kokain-skandalen da han blev smidt ud af VM 1994 – en vane han vist ikke kom ud af senere, racistiske optrin overfor fans og en generelt uværdig adfærd af det afdøde geni, som vi, trods hans åbenlyse fejl og mangler, savner den dag i dag.

Sergio Ramos

Vi har allerede dækket holdkammerat Pepe, og vi kommer ikke udenom det andet led i den drabelige duo i Real Madrid, Sergio Ramos. Selv som en episk shithouser når Ramos måske ikke helt op på Pepes niveau, når det kommer til at være et kolossalt svin. Blandt andet har Ramos ikke for vane at filme, som Pepe flittigt gør sig i.

Men målt på advarsler og udvisninger kommer ingen i nærheden af Sergio Ramos. I 724 kampe for klub og land er det blevet til 226 advarsler og 27 røde kort, og sidstnævnte er hele seks flere udvisninger end nummer to på listen, mexicanske Rafael Marquez.

Det svarer til et kort for hver 2,8 kamp spillet og en udvisning hver 26. kamp, eller rundt regnet to udvisninger pr. sæson. I alt vurderer Transfermarkt, at Ramos har misset 44 kampe til karantæne eller cirka hver 16. kamp i hele karrieren.

Her kan du se Ramos’ første 24 røde kort i karrieren.

Og nå ja, selvom Ramos ikke nærmer sig Pepes ustyrlige vanvid, så er der da ingen tvivl om, at han er en kriger, der ikke skyr muligheden for et lille slagsmål, hvis trøjens farver skal forsvares.

Roy Keane

En spiller, som Ramos helt sikkert ville komme godt ud af det med, så længe de ikke stod overfor hinanden, er irske Roy Keane. Med “blot” 98 advarsler og 10 røde kort i 575 kampe kan ‘Keano’ målt på statistikken virke som en skoledreng. Men det var han ikke.

Den tidligere amatørbokser var ikke bange for at bruge sine færdigheder på plænen, og som dette legendariske klip bevidner, kunne spektaklet omkring Keane endda starte, før kampen var fløjtet i gang.

Men måske skal vi endnu engang bare lade en compilation vise Keane fra sin bedste, hvis man spørger United-fans, side. Og fra sin absolut værste, hvis man spørger enhver anden.

Keanes famøse temperament kunne som sagt også komme til udtryk uden for banen. Efter flere sammenstød med Ferguson og flere holdkammerater, som Keane mente var mere interesserede i det feterede liv uden for banen, rettede Keane i 2000 skytset mod fansene, som han kaldte uengagerede og dybest set for plastik fans.

Det skete i et interview med klubbens egen kanal, som hurtigt blev slettet fra jordens overflade. De følgende år voksede spændingerne mellem klub og Keane, og til sidst fik han ophævet sin kontrakt.

Siden da forsøgte Keane sig først uden held som træner. I dag ernærer han sig som kommentator, og han er kendt for – surprise! – at være en sur én af slagsen.

Eric Cantona

Ligesom Schumacher er Eric Cantona en spiller på listen, vi (bogstaveligt talt) kan kalde et one hit wonder. Næsten da. For selvom Cantona i langt overvejende grad blev kendt for dette famøse karate overfald på en provokerende Crystal Palace fan, som kostede 120 timers samfundstjeneste og 8 måneders karantæne.

Cantonas svar efter dommen? “When the seagulls follow the trawler, it’s because they think sardines will be thrown into the sea. Thank you very much.” Og siden har han beskrevet hændelsen som den bedste følelse, han har oplevet i karrieren.

Dette var i øvrigt ikke Cantonas første forsøg på Kung Fu på fodboldbanen. I 1987 fik han 2 måneders karantæne for denne svinestreg i Ligue 1.

Udover sine Kung Fu-episoder blev Cantona kendt for sin store kæft. Han kaldte sin landstræner for Frankrig for “en sæk lort” live på tv, og har siden da også fremkommet med en række enten begavede udsagn eller rendyrket volapyk alt efter, hvem man spørger. Som denne, efter han i 2019 blev indrulleret i Premier Leagues Hall of Fame: “As flies to wanton boys, we are for the Gods. They kill us for the sport.” Jow jow.

Cantona indstillede karrieren som blot 30-årig, selvom kroppen intet fejlede. Siden har han blandt andet tjent til dagen og vejen som skuespiller. Selvfølgelig.

Eric Cantona
Eric Cantona i et mere fredeligt øjeblik med fodboldfans. Foto: James Boyes CC-SA 2.0

Paolo Di Canio

Nogle spillere på listen over de mest kontroversielle fodboldspillere er ret nemme at skildre som rendyrkede skurke. Andre er lidt sværere. Cantona er en af dem. Paolo di Canio er en anden.

Når han er lidt svær ikke at holde af, skyldes det blandt andet hans ufiltrerede engagement på banen. En ægte italiener, der bærer følelserne uden på tøjet. Derudover har han givet os unikke fair play-øjeblikke som dette.

Når han samtidig er ekstremt svær at holde af uden en række forbehold, skyldes det en alenlang liste af møgsager.

Der var tilfældet, hvor han skubbede dommeren omkuld i en kamp mellem di Canios Sheffield Wednesday og Arsenal. Det resulterede i 11 dages karantæne.

Der var tilfældet, hvor han som træner for Swindon Town kom op at toppes med en af sine egne spillere (selvom det retfærdigvis skal siges, at det er svært at udpege en egentlig skurk med sikkerhed.)

Men mest af alt, så er det di Canios politiske holdninger, der giver en lidt sær smag i munden. For selvom han ofte har benægtet at være fascist, ja, så er der altså en del beviser, der tyder på, at det ikke helt passer.

Vinnie Jones

Sidst, men absolut ikke mindst, er der the poster boy from Wimbledons famøse Crazy Gang, Vinnie Jones.

Med 10 røde kort i sin relativt korte karriere på topplan, hvor han nåede 272 kampe, er han med en ret stor afstand den spiller på topplan i Storbritannien, der har fået flest røde kort i forhold til kampe.

Med en udvisning for hver 27. kamp når Vinnie Jones faktisk næsten op på Ramos’ niveau. Faktisk kan man argumentere for, at Jones sandsynligvis var en mere hård eller beskidt spiller end Ramos er.

Engelsk fodbold i slut-firserne og start-halvfemserne var nemlig en gennemført beskidt liga, hvor spillere kunne slippe afsted med meget mere og i øvrigt ikke skulle bekymre sig om VAR. Tag for eksempel dette eksempel fra en FA-cup kamp mellem Wimbledon og Manchester United.

Efter 20 minutter havde Jones allerede begået to forseelser, der i dag ville have givet rødt. Facit dengang? Et gult kort, der blev leveret med et smil fra dommeren.

En af Vinnie Jones’ foretrukne tacklinger var den to-fodede med alle knopper rettet mod modstanderens ankel og/eller skinneben, men som du kan se her, var skuffen med værktøjer dyb.

Jones kunne også uden for banen og udgav en video om spillets “hard men”, der dybest set hyldede de mest brutale spillere. Det fik formanden for Wimbledon til at melde ud, at Jones havde en hjerne som en myg, og han forbød salget af videobåndet.

Ligesom Cantona søgte Jones mod filmens verden efter fodboldkarrieren, og du kan se ham i adskillige af Guy Ritchies film, hvor han dybest set spiller sig selv med en pistol i stedet for fodboldstøvler.

De mest kontroversielle fodboldspillere – honourable mentions: John Terry, Bruce Grobbelaar, El Hadji Diouf, Mario Balotelli, Robbie Fowler, Patrice Evra, Robinho, Zlatan Ibrahimovic, Gennaro Gattuso, Paul Gascoigne, Emmanuel Adebayor, Franck Ribery.

Læs mere om de relaterede emner:

18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening