Guderne skal vide, at verdens smukkeste sport af og til kan være grim. Penge korrumperer nogle, og det gælder i høj grad også fodbolden. Vi har samlet nogle af de største skandaler i fodbold, så læs med om drab, stofmisbrug, korruption, matchfixing og meget mere, når vi vender medaljen og kigger på bagsiden af den. Og hvis du kun er interesseret i fodboldkampodds, har unibet og betsson gjort deres bedste for dig.
- Marseille 1993 – bestikkelse, matchfixing og korruption
- Andres Escobars livsfarlige selvmål
- Qatar – sådan køber man et VM
- Calciopoli – Telefonaflytninger, tirader og trusler mod dommere
- VM 2002 – Inkompetence eller ilde intentioner?
- Robert Hoyzer – matchfixing og mafiosoer fra Balkan
- Andre kandidater til de største skandaler i fodbold
Marseille 1993 – bestikkelse, matchfixing og korruption
En af de absolut største skandaler i fodbold fandt sted kort efter, at Champions League turneringen var blevet oprettet.
Da Marseille i 1993 vandt Champions League finalen var de det første franske hold til at hjemtage pokalen med de store ører. Alt syntes fryd og gammen for den stolte sydfranske traditionsklub, der to år forinden havde lidt et smertefuldt nederlag på straffespark til Røde Stjerne Beograd, men som altså nu kunne lade sig krone som europæisk vinder såvel som fransk mester for femte år i træk.
Det var da også en trup i 1993, der kunne få mundvandet til at løbe. Målet blev vogtet af Fabien Barthez, og foran ham agerede folk som Jocelyn Angloma, Basile Boli og Marcel Desailly næstsidste skanse. På midtbanen stod Didier Deschamps for balancen, mens brasilianske Abedi Pele agerede kreatør. Og hvem blev Peles bolde serveret til? Målrævene Alen Bokšić og Rudi Völler.
Hvordan var det lykkedes Marseille at stable så slagkraftigt et hold på banen? Jo, det var i høj grad takket være Bernard Tapie. Den karismatiske mangemillionær var en succesfuld forretningsmand, tv kendis og politiker, der nåede så højt i graderne, at han kunne kalde sig ejer af Adidas fra 1990-1993. Tænk Berlusconi, bare på fransk..
I 1986 blev Tapie præsident i Olympique Marseille, og kort efter begyndte han at gennemføre det ene store indkøb efter det andet. Vi har allerede rundet 1993-holdet, men under Tapie nåede også spillere som Eric Cantona, Jean-Pierre Papin, Enzo Francescoli og Karl-Heinz Forster at trække i den hvid-blå trøje, ligesom navne som Franz Beckenbauer nåede at lede tropperne.
Fra succesens tinder til skandalens dybder
Med triumfen i 1993 havde Tapie fået lukket det sår, Røde Stjerne Beograd havde påført ham og Marseille to år forinden. Men kort efter triumfen begyndte anklagerne dog langsomt at pible frem. Tre spillere fra Ligue 1-holdet Valenciennes stod frem og fortalte, at de hver især var blevet tilbudt 250.000 Franc for ikke at give sig fuldt ud i et opgør i Ligue 1 umiddelbart før finalen mod Milan.
Den ene spiller, stjernen Christophe Robert, lod sig udskifte efter 23 minutter med en påstået skade. En anden spiller, Jorge Burruchaga, var kendt for at skælde dommerne ud ved den mindste uenighed, men var den pågældende dag stille som en alterdreng. Den sidste, Glassman, havde nægtet at tage imod pengene og fortalte sin træner om det i pausen, hvorefter skandalen begyndte at rulle.
Politiet indledte en efterforskning, og Tapie blev i sidste ende dømt. Faktisk var anklageskriftet meget længere og indeholdt også yderligere anklager om korruption og forsøg på at influere vidner, men i sidste ende blev Tapie “kun” dømt for at have tilbudt de tre Valenciennes spillere bestikkelse.
Det var dog også nok. Tapie blev udelukket fra fodbold for livstid, mens Marseille blev tvangsnedrykket og fik frataget det nationale mesterskab for 1993. Champions League-titlen fik de lov at beholde til AC Milans – og deres ejer Silvio Berlusconis – store fortrydelse.
Tapies tyveri af en Champions League titel er uden tvivl en af de største skandaler i fodbold nogensinde.
Andres Escobars livsfarlige selvmål
Grisehoveder smidt på banen, scootere kastet ned fra øverste tribune, slagsmål på slagsmål mellem amfetamin-sugende taber”fans” og abelyde og racisme mod spillere. Guderne skal vide, at fodboldfans har et langt generalieblad med afstumpet adfærd. Men aldrig har nogen taget det så langt ud, som den 2. juli 1994. Og egentlig er denne sag måske ikke så meget en af de største skandaler i fodbold, som den er en af de største tragedier.
Fem dage forinden havde USA slået Colombia ved VM 1994 med 2-1. Målet til 1-0 faldt i det 35. minut på et selvmål af Andres Escobar, og det betød, at Colombia var færdige ved VM, selvom de efterfølgende vandt 2-0 over Schweiz. Det var en stor skuffelse for det fodboldgale land, der havde været overbevisende i kvalifikationen, og tilmed havde fået en på papiret overkommelig gruppe.
Det fatale møde med det colombianske kartel
Trods den skuffende slutrunde var der grund til optimisme for 27-årige Escobar, hvis kælenavn på banen var “Gentlemanden” for sit rolige, afdæmpede gemyt. Han var i sin bedste fodboldalder og var rygtet til Europa, hvor en potentielt stor check lå og ventede. Efter sejren over Schweiz fløj Escobar tilbage til Colombia. Et par dage senere, lørdag den 1. juli, tog han ud med nogle venner, og de skiltes senere.
Omkring klokken 3 om morgenen til den 2. juli passede tre mænd Escobar op ved parkeringspladsen til en natklub, El Indio. Et skænderi udviklede sig, og to af mændene hev en pistol frem og trykkede på aftrækkeren. Escobar blev ramt 6 gange og forblødte på vej til hospitalet. Drabet gik verden rundt og sendte chokbølger igennem sportsverdenen.
Humberto Castro Muñoz blev idømt 43 års fængsel for drabet. Han var bodyguard for et lokalt kartelmedlem, Santiago Gallón, der efter sigende skulle have tabt store summer på kampen. Muñoz nåede at sidde inde i 11 år, inden han blev løsladt for god opførsel.
Qatar – sådan køber man et VM
Vi bliver ved VM, men skruer tiden 20 år frem – og en smule ud i fremtiden – for den næste kandidat på listen over de største skandaler i fodbold. For næste års VM afholdes, som de fleste nok er bekendt, for første gang i december måned. Og så foregår det i et land, hvis fodboldhistorie er omtrent lige så omfangsrig og dyb som et soppebassin. En på alle måder ulogisk beslutning, i hvert fald hvis man forsøger at forklare det ud fra sportslig logik. Så svaret skal selvfølgelig findes i… korruption i FIFA. Hvor chokerende!
Beslutningen om at placere VM 2022 i Qatar blev truffet af en delegation på 22 mænd fra FIFA tilbage i 2010, som netop havde til opgave at beslutte, hvor VM 2022 skulle afholdes. Og selvom Qatar scorede en af de ringeste evalueringer blandt ansøgerfeltet, ja så faldt valget altså på dem. FIFA var dengang ledet af personificeringen af en moralsk cancercelle, Sepp Blatter, og ikke overraskende var han til falds for kolde kontanter.
Det afdækkede det tyske medie Bild, der yderligere kunne dokumentere, at en andet af FIFA-medlemmernes børn havde modtaget en overførsel på 2 millioner euro. I 2015 rejste FBI sager mod 14 medlemmer af FIFA, herunder 9 daværende eller tidligere FIFA-topfolk, for korruption.
FBI-undersøgelsen omfattede ikke kun Qatar-værtskabet, men også tildelingen af VM i henholdsvis Rusland og Sydafrika, og i alt efterforskede man korruptionssager til en samlet værdi af over $100 millioner, der strakte sig tilbage til 1990’erne.
Ingen kvaler, miljøet og migrantarbejderne betaler
Ligesom det andet korrupte forbund, UEFA, har FIFA dog en mageløs evne til at være fløjtende ligeglade, når man bliver taget med sine beskidte lapper nede i kagedåsen, så hurtigt meldte man ud, at intet ville kunne rokke ved. at Qatar blev tildelt verdensmesterskaberne.
Og sådan gik det også. 7 år senere er facit, at VM som planlagt afholdes i et land, for hvem menneskerettigheder og LGBT+-rettigheder er en by i, ja, Rusland, og hvis opførelse af en række enorme stadions tilmed er en katastrofe både miljømæssigt og menneskeligt – det sidste veldokumenteret af blandt andre Amnesty.
Gæstearbejderne på de mange qatari stadions kommer primært fra Indien, Nepal og Bangladesh. Og når vi kalder dem “gæstearbejdere”, bruger vi termen meget elastisk. Egentlig har de på mange områder mere til fælles med slaver en arbejdere. De får en elendig løn, de bor under elendige leveforhold, de bliver frataget deres pas ved ankomsten til Qatar, de har tæt på ingen bevægelsesfrihed og flere er blevet truet på livet for at tale om deres vilkår.
De arbejder desuden under kummerlige forhold, hvor de hverken har adgang til vand eller toiletforhold, og flere er faldet døde om af at arbejde i 50 graders varme. 6.500 dødsfald har man allerede kunnet dokumentere, men sandheden er formentlig, at antallet er langt højere – og fortsat vil stige.
Fodbold er et beautiful game, men der er så sandelig nok mennesker, der er med til at gøre det grimt.
Calciopoli – Telefonaflytninger, tirader og trusler mod dommere
Italiensk fodbold har en lang historik med skandaler i fodbolden, og særligt ét hold skiller sig ud med en lang liste af spegede sager: Juventus. Allerede i 90’erne og 00’erne blev de zebrastribede ad flere omgange beskyldt for at dope sine spillere, og i midten af 00’erne blev der nu rejst nye anklager mod Den Gamle Dame og en række andre klubber som AC Milan, Fiorentina og Lazio.
De italienske myndigheder offentliggjorde nemlig transskriberinger af en række båndede optagelser af telefonsamtaler med nogle af de største fodboldbosser i Serie A og en række af ligaens dommere.
Af samtalerne fremgik det, at de pågældende fodboldbosser, i særdeleshed Juventus’ Luciano Moggi, lagde pres på dommerne til at favorisere sig. Sagen var i første omgang begyndt at rulle, da dommer Gianluca Paparesta hævdede, at han efter efter at have dømt en kamp mellem Juventus og Reggina, som Juventus tabte 1-2, blev passet op af Moggi og flere andre højtstående medlemmer af Juventus og svinet til, hvorefter han blev suspenderet. Derudover havde Moggi forsøgt at presse sig til indflydelse i udvalget, der stod for at vælge dommere hver runde.
Sagen eksploderede og chokerede hele fodboldverdenen, og den fik store konsekvenser for de dømte. Moggi blev udelukket fra fodbold for evigt. Hans klub, Juventus, blev tvangsnedrykket til Serie B, fratrukket 9 point fra sæsonstart og frataget sin titel i 2005.
AC Milan fik lov at blive i Serie A, men blev fratrukket 8 point samt 30 point fra den afsluttede sæson, hvilket betød, de ikke kvalificerede sig til Europa. Fiorentina blev fratrukket 15 point og smidt ud af Champions League, mens Lazio blev fratrukket 3 point og smidt ud af UEFA Cuppen.
Også bundklubben Reggina blev straffet med fratagelse af 11 point og en bøde på €100.000. Mama mia…
VM 2002 – Inkompetence eller ilde intentioner?
Skal vi nappe endnu en VM-turnering efter afstikkeren til sydeuropa? Okay så! Og med denne kandidat som en af de største skandaler i fodbold, skal vi såmænd genbesøge vores schweiziske ven Blatter. VM 2002 i Sydkorea og Japan var på mange måder historisk.
Det var det første VM, der blev afholdt i Asien. Det var også et VM, som mange husker for en række opsigtsvækkende opgør, hvor enormt undertippede hold slog favoritterne ud på stribe. Og eftersom mange af os elsker en god underdog historie, så burde VM 2002 være en af de slutrunder, vi husker med størst glæde. Og hvorfor er det så ikke tilfældet?
Svaret skal i høj grad findes i måden, hvorpå en af disse underdogs formåede den ene overraskelse efter den anden, nemlig værtslandet Sydkorea. I gruppespillet var der egentlig ikke så meget at rafle om. Sydkorea kvalificerede sig som etter i en gruppe bestående af værtslandet, Polen, USA og Portugal. Portugal fik ganske vist smidt to mand ud, men der var intet at udsætte på nogen af udvisningerne. Men i playoff-spillet gik det galt.
Det italienske overgreb
Først stod Sydkorea overfor Italien i en kamp, der fik Wimbledons berømte crazy gang til at virke som en flok feterede divaer. Hurtigt i opgøret stod det klart, at den ecuadorianske dommer Byron Moreno havde givet Sydkorea enormt vide rammer for, hvor fysiske de måtte være, og at det samme ikke gjaldt for modstanderen.
Det resulterede først og fremmest i dusinvis af klare frispark, der ikke blev dømt, men udviklede sig i kampens løb endnu værre. Gianluca Zambrotta blev stemplet på baglåret af en sydkoreansk spiller med knopperne forrest. Der var adskillige eksempler på sydkoreanske spillere, der svingede deres albuer intentionelt mod ansigtet, ribbenene og alle andre områder på kroppen, hvor de kunne gøre maksimal skade.
Der var episoden med Paolo Maldini, der falder i det lille felt under et sydkoreansk angreb, og mens han ligger ned bliver sparket hårdt i baghovedet af sydkoreas angriber, uden at fløjten lyder. Ingen den dag blev dog snydt mere end Francesco Totti.
Først, i et angreb, lige inden afslutningsøjeblikket, blev han utvetydigt obstrueret på kanten af feltet, men endnu engang var dommerens fløjte atter tavs. Det var den til gengæld ikke, da Totti i den forlængede spilletid blev tacklet ulovligt i det sydkoreanske straffesparksfelt. Men i stedet for at fløjte for det korrekte straffe, modtog Totti sit andet gule kort for at filme og blev udvist.
Kort efter kom Sydkorea på 2-1 og ekspederede italiens 10 mand ud.
Rinse and repeat mod Spanien
Samme mønster gentog sig under den ægyptiske dommer Gamal Elghandour mod Spanien i kvartfinalen. Endnu engang blev det et opgør med massevis af sydkoreanske svinestreger og benbrækker, der gik upåtalt, mens der blev fløjtet for et godt ord den anden vej.
I tilgift måtte Spanien lide den tort at få to fuldstændig legitime mål annulleret. Først blev et sydkoreansk selvmål annulleret for frispark, selvom de eneste, der var i nærheden af at begå en forseelse var to af de sydkoreanske spillere. Dernæst blev et mål annulleret, fordi bolden angiveligt havde krydset baglinjen, selvom end ikke halvdelen af bolden var på kridtstregen.
Kampen sluttede 0-0, og Sydkorea vandt efter straffesparkskonkurrence.
I semifinalen røg de heldigvis endelig ud efter et opgør, hvor de sydkoreanske “fans” havde vajet adskillige flag med nazi-referencer.
Skandalen var så enorm, at både det italienske og spanske fodboldforbund truede med at sagsøge FIFA. I fodboldkredse opstod der hurtigt et rygte om, at de to dommere var blevet bestukket af FIFA for at sikre succes til Sydkorea og dermed udvide fodboldens popularitet på det asiatiske marked.
Det kunne ikke bevises. Til gengæld kunne det med ret stor sikkerhed konstateres, at Blatter bar skylden, selvom han måske ikke decideret havde ageret korrupt for en gang skyld. At der overhovedet var kommet så talentløse dommere med i første omgang, var for at fremme Blatters agenda om at invitere dommere fra mindre fodboldnationer – altså for at fremme fodbold på mindre lukrative markeder.
Hvis der er en ting, man med sikkerhed kan sige om Blatter, så er det, at penge altid trumfer sportens integritet. Og nå ja, ecuadorianske Byron Moreno blev senere knaldet for matchfixing. Og for at smugle narko.
Robert Hoyzer – matchfixing og mafiosoer fra Balkan
Hvor Sepp Blatter stort set altid slap for selv de mest åbenlyse forbrydelser, var den tyske dommer Robert Hoyzer knap så glat en ål.
I 2005, samme år som Calciopoli udfoldede sig, kom det frem, at Hoyzer både havde matchfixet til den helt store guldmedalje og spillet på en række kampe i 2. og 3. division samt i den tyske pokalturnering, som han selv dømte.
Den mest prominente kamp, der blev påvirket af Hoyzers snyd, var DFB-pokalkampen mellem SC Paderborn og den daværende Bundesliga-klub Hamburger SV. Favoritterne fra Hamburger SV bragte sig planmæssigt foran 0-2, men det var tydeligvis ikke dem, Hoyzer gerne så vinde, så han tog arbejdshandskerne på.
Først dømte han et papirstyndt straffespark til SC Paderborn, som de konverterede. Og da Emile Mpenza brokkede sig, var det den perfekte anledning til at give ham et direkte rødt. 10 mand mod 11 blev det sværere for Hamburger SV at følge med, og Paderborn bragte sig på både 2-2 og 3-2.
For en sikkerheds skyld tildelte Hoyzer derefter Paderborn endnu et ikke-eksisterende straffe, og Paderborn kunne sende Hamburger SV hjem og ud af pokalturneringen med en 4-2 sejr.
DFB og politiet bliver nysgerrige
Nogle af Hoyzers dommer kollegaer var imidlertid blevet mistænksomme og bragte deres bekymringer til det tyske fodboldforbund, DFB. Der var indikationer på, at Hoyzer jævnligt mødtes med tre kroatiske brødre, der både var forbundet med et gambling syndikat og med den kroatiske mafia. Hoyzer tilstod hurtigt og bistod politiet i at samle beviser.
Blandt andet undersøgte man Bundesligaklubben Hertha Berlins choknederlag på 3-2 til tredje divisionsholdet Eintracht Braunschweig i pokalen, hvor Alexander Madlung, Nando Rafael og Josip Simunić kom under mistanke.
Der var da også flere sekvenser i kampen, som så besynderlige ud. Det er eksempelvis ikke tit, man ser et hold forsvare med blot 3 spillere i eget felt, som Hertha gør ved 2-2 scoringen. Men der var ikke beviser nok til at dømme nogen.
Det lykkedes dog at dømme en række andre dommere, spillere og kroatiske gamblere. Af de nævneværdige følgere, skandalen fik, kan nævnes: Hoyzer blev udelukket fra fodbold permanent og blev smidt i fængsel i 29 måneder. En anden dommer, Dominik Marks, blev ligeledes udelukket permanent og røg 1½ år i fængsel.
De tre kroatiske brødre røg i fængsel – den korteste dom var 1 års betinget fængsel, den længste 35 måneder ubetinget. Flere andre dommere modtog kortere udelukkelser fra fodbold. Hamburger SV blev kompenseret med €2 millioner i tabte indtægter for uretmæssigt at være blevet slået ud af pokalturneringen.
Andre kandidater til de største skandaler i fodbold
Det var de eksempler på de største skandaler i fodbold, vi havde valgt at bringe. Der er dog adskillige boblere, som du med fordel kan læse videre om, hvis du lyster.
Bundesliga matchfixing skandalen i 1971.
John Terrys affære med holdkammerat Wayne Bridges kone.
Interesseret i sport og betting? Læs om vores bet365 bonuskode.
Læs mere om de relaterede emner:
