Hvilke processer går i gang i din hjerne, når du går ned på casinoet eller sætter dig foran din computer for at spille poker, bingo eller oddse? De færreste af os tænker nok over, at der er ganske bestemte fysiologiske årsager – ikke bare til vores hang til at spille – men også vores tendens til nogle gange at blive ved for længe.
Denne artikel er nummer to i serien “Hvorfor gambler du?”. I den første fortalte vi om de psykologiske mekanismer, der hænger sammen med gambling. Hvis du også har lyst til at blive klogere på, hvad der rent fysisk sker i din hjerne, når du better, så læs med her.
De fleste kan lide gambling-situationen
Der er mange forskellige grunde til, at vi kan lide at gamble. I forrige artikel forklarede vi, hvordan det at gamble for mange mennesker hænger sammen med muligheden for at dygtiggøre sig i de forskellige spil. Og hvordan casino, bingo og quizzer kan være et tiltrængt afbræk fra hverdagen – og sommetider også en flugt. Men der er udover de psykologiske faktorer, som får os til at gamble, også nogle fysiske årsager til, at langt de fleste af os befinder os godt i gambling-situationen. Spændingen ved at placere et væddemål på platforme som Betsson eller MrGreen, uanset om det er sport, poker eller kasinospil, udløser et komplekst samspil af neurotransmittere i din hjerne. Det handler ikke kun om den potentielle økonomiske gevinst; det handler også om spændingen og den udfordring, der stimulerer hjernen.
Den mest tungtvejende årsag hedder dopamin.
Dopamin: Et af vores yndlingsstoffer
Du kender uden tvivl følelsen: Du har placeret dine odds, og spændingen begynder at stige. Adrenalinen pumper i din krop, og det eneste, du kan tænke på, er, om du får den belønning for din indsats, som du håber på. Når det – forhåbentlig – sker, breder der sig en følelse af velvære i din krop efterfulgt af en dyb afslappende fornemmelse.
Når du gambler, er det altid stoffet dopamin, der er på spil i din hjerne.
Og hvad er så dopamin? Jo, dopamin er et signalstof, som styrer din hjernes belønningscenter. Belønningscentret er et center i vores hjerner, som vi helt tilbage fra menneskehedens fødsel har været afhængige af for at sikre vores overlevelse. Det er også i belønningscentret, at trangen til at spise og dyrke sex sidder – altså de aktiviteter, som er afgørende for vores videre overlevelse.
Når vi gambler og spiller om penge, bliver vores belønningscenter aktiveret. Præcis ligesom når vi har en rød bøf med bearnaise-sauce i udsigt, eller når vi flirter med den søde pige eller fyr i den anden ende af baren. Når trangen til disse ting opstår, vil vi gøre hvad som helst for at få den stillet. Og når det så sker, udløses dopaminen i vores frontallapper, og vi føler ro, glæde og velvære. Faktisk er den allerbedste kilde til dopamin, når vi får en orgasme – men mindre kan selvfølgelig også gøre det.
Jo sværere et spil, jo mere dopamin
Det er også dopamin, der bliver udløst, når man spiller video- og onlinespil. Når man er dybt inde i et computerspil, skal løse opgaver og tage risici, ledsages dopaminen af en øget mængde af blod og ilt til hjernen. Og det gør det nemmere for den at skabe overblik over spillet.
Dopaminen kommer altså ikke kun, når du vinder i gambling, men også, når det ikke kører for dig ved casinobordet eller slots-maskinen. Scanninger af hjernen har vist, at sværhedsgraden af det spil, du spiller, har en forbindelse til mængden af dopamin, der bliver udløst. Når spillet er kompliceret, og vi ikke nødvendigvis vinder, kan der altså udløses endnu mere dopamin, end når det bare kører, og vi bliver belønnet med gevinster.
Dette er også den fysiologiske grund til, at det for nogle kan være rigtigt svært at stoppe med at gamble, når de først er kommet i gang. Og det er den samme mekanisme, der gør sig gældende ved andre afhængigheder som for eksempel alkohol- eller stofmisbrug. Spiludbyderne udnytter selvfølgelig vores trang til at få udløst dopamin i vores hjerner og designer deres casinoer og spillerum, så vores belønningscentre hele tiden har udsigt til at blive stimuleret. For nogle betyder det, at de udvikler en patologisk spilleadfærd, også kaldet ludomani.
Sport og socialt samvær kan også udløse dopamin
Ifølge overlæge i psykiatri, Henrik Rindom, er ludomani mest udbredt blandt drenge – 80 % af alle ludomaner er hankøn. Det kan have at gøre med, at det historisk set har været mænd, der har skullet gå på jagt efter føde og herved udviklet en naturlig trang til at få deres belønningscenter aktiveret.
Der findes intet kemisk præparat, som kan dæmpe vores trang til at spille. Men
I Sankt Petersborg har man eksperimenteret med simpelthen at ødelægge belønningscentret i hjernen, så det ikke længere kan aktiveres. Men selvom det hjælper på ludomani, skaber det selvsagt andre problemer, fordi vi jo til syvende og sidst har brug for alle dele af vores hjerner.
Vi skal ikke her beskæftige os indgående med den trods alt lille andel af danskerne, som lider af ludomani. Men hvis man gerne vil forstå, hvad der rent fysiologisk ligger til grund for en spilleafhængighed, kan det altså betale sig at have i baghovedet, at behovet for dopamin har en stor finger med i spillet. Trangen til at få behovet opfyldt kan nemlig blive så voldsom, at man er villig til at gøre hvad som helst, for at det sker. Og når man først er i gang med at spille, har en afhængighed gode forudsætninger for at opstå, fordi man hele tiden vil have flere belønninger.
Men dopamin kan selvfølgelig udløses på andre måder end ved gambling: Sport, mad, socialt samvær og andre adrenalin-prægede aktiviteter er alle med til at give én den følelser af tilfredsstillelse, som også gambling kan give.
Frygt spiller også en rolle, når vi gambler
“Tænk, at vi er så styrede af vores trang til at få et bestemt stof udløst i vores hjerner”, tænker du måske – “Jeg troede, at min gambling-hobby var min unikke fritidsbeskæftigelse”.
Det kan være underligt at tænke på, at vi alle er styrede af ubevidste, fysiologiske processer. Men sådan er det nu engang – og belønningscentret er ikke det eneste, der er involveret, når vi træder ind på et casino, og tilbuddene om guld og grønne skove skyller ind over os. Det center i vores hjerne, som styrer vores frygt, bliver nemlig også aktiveret, når vi står over for at skulle indgå et væddemål eller at placere en indsats. Og heldigvis for det, kan man sige – ellers havde vi måske spillet hele vores formue op i den blinde jagt på behovstilfredsstillelse.
Amygdala, som frygtcentret også kaldes, sender impulser ud til forskellige dele af vores nervesystem og er på den måde med til at beskytte os mod farer. Amygdala spiller sammen med HPA-aksen, som også inkluderer hypofyse og binyrer, og som skal øge vores stress-hormoner, når vi skal være parate til kamp eller flugt. Det er det, der får os til at stoppe op og tænke os om en ekstra gang, før vi kaster os ud i et særligt risikofyldt væddemål.
Et interessant eksperiment, som blev publiceret i magasinet Proceedings of the National Academy of Sciences viste, at personer, hvis frygtcenter i hjernen er blevet beskadiget, har meget større tendens end andre til at “satse” i gambling. Forskerne sammenlignede de to forsøgspersoner med skadede frygtcentre med en “normal” kontrolgruppe. Og det blev hurtigt tydeligt, at de to personer med skader på amygdala lavede væsentligt flere satsninger i gambling end kontrolgruppen. Og modsat kontrolgruppen viste de to forsøgspersoner ikke nogle tegn på at være bange for at tabe.
De fleste mennesker har altså en naturlig stopklods, der gør, at de er i stand til at behovsudsætte. Man kan sige, at frygtcentret og belønningscentret konkurrerer om at få overtaget – men undersøgelser har vist, at den negative følelse ved at tabe en sum faktisk er op mod dobbelt så stor, som den positive følelse ved at vinde samme sum. På den måde er vi altså beskyttet fra blindt at følge vores behov for dopaminudløsning.
Til gengæld må man som for eksempel pokerspiller være i stand til nogle gange at trodse sin instinktive frygt og satse – det er jo ofte sådan, man vinder de helt store summer!
Vi gambler for at overleve
En anden faktor, som er værd at tage med, når man ser på de fysiologiske grunde til, at vi kan lide at gamble, er trangen til at “være med hvor det sker”.
Fear of missing out – eller FOMO – kaldes det, når vi bliver bange for at gå glip af noget, det være sig en social begivenhed eller en gevinst på casinoet. Fear of missing out er de seneste år blevet et nøglebegreb. På grund af internettet er mulighederne for hele tiden at indgå i sociale sammenhænge og være forbundet med mennesker og begivenheder gået grassat. Især de sociale medier som facebook, instagram og snapchat har gjort, at flere og flere bliver diagnosticeret med syndromet.
Men faktisk er FOMO ikke et nyt begreb. Og det ligger indlejret i vores hjerner at ville være forbundet med verden omkring os. I tidligere tider var selve overlevelsen af vores race forbundet med det at være en del af en gruppe. Kun på den måde kunne man nemlig passe på hinanden og undgå farer. Hvis man gik glip af muligheden for at finde mad for eksempel, kunne det betyde døden.
Fordi det var så vigtigt for vores overlevelse at være en del af en gruppe, følge med i, hvad der skete og altid være i beredskab, er en del af vores hjerne stadig indstillet på at “være med hvor det sker”. Denne trang er også relaterbar, når det kommer til gambling. Fordi vi jo dybest set gerne vil vinde den helt store gevinst, er vi altid på jagt efter den bedste bonus, de sjoveste casinoer og de største pengepræmier.
Gambling kan også træne hjernen i en positiv retning
Ja, vi er altså i høj grad styret af trangen til behovstilfredsstillelse og frygt, når vi gambler. Men selvfølgelig er gambling også en hyggelig og sjov hobby. For nogle er gambling sågar en levevej – men det er typisk mennesker, som har et godt indblik i og kontrol over deres egne, fysiologiske mekanismer.
Men selvom gambling og pengespil har potentiale til at kunne gøre os afhængige, netop fordi det går ind og påvirker de helt basale centre i vores hjerne, er det også med til at træne nogle positive og brugbare færdigheder hos os.
Afhængigt af, om man spiller heldspil som spilleautomater eller bingo, eller om man er til de mere hjernevridende spil som poker og JackBlack, kan gambling styrke:
-Opmærksomheden,
-Visuelle evner,
-Den logiske sans,
-Hukommelsen,
-Evnen til hurtige skift og overblik,
-Evnen til at skabe struktur,
-Koordinationsevnen,
-Samarbejdsevnen.
Sammenfatning
Der er altså også en masse fysiologiske gevinster ved at gamble. Og som i mange andre sammenhænge er det vigtigste, at de ubevidste processer ikke får lov at tage overhånd. Den gode nyhed er, at man sagtens kan træne sin hjerne, når bare man kender til de mekanismer, der er på spil. Det er for eksempel det man gør i kognitiv terapi, når en spilleafhængig person skal ændre adfærd og forstå, at der er andre måde at få sine behov opfyldt end ved at gamble.
Forhåbentlig er du nu blevet lidt klogere på, hvorfor din trang til at gamble nogle gange kan føles så stærk. Og nu ved du, at det kan betale sig at lytte til både dit behivscenter og dit frygtcenter. Hvis du er den forsigtige type, kan du jo altid mæske dig i en fed flødekage, inden du sætter dig til spillebordet næste gang. På den måde har du allerede fået noget af dit behov for dopamin dækket og er ikke så afhængig af den velvære, som en inkarneret gambler altid føler i større eller mindre grad, når han gambler. Og sådan skulle det også helst være.
